Freelanceaftale – skabelon

Præsentation

Freelanceaftalen (også kaldet samarbejdsaftale for selvstændige eller konsulentaftale) regulerer forholdet mellem en hvervgiver (kunden) og en selvstændig erhvervsdrivende, der leverer en afgrænset ydelse mod vederlag uden at være ansat. Dansk ret har ingen særlov om freelancearbejde: aftalen er underlagt den almindelige aftaleret (aftaleloven, lov nr. 781 af 26/08/1996) og, i det omfang der er tale om levering af en ydelse mod betaling, de deklaratoriske principper der følger af købeloven og almindelig obligationsret. Parterne har vid aftalefrihed til selv at fastlægge vilkårene, men en skriftlig aftale er afgørende for at dokumentere netop den selvstændige karakter af forholdet. Den centrale retlige sondring: selvstændig erhvervsdrivende vs. lønmodtager. Det er ikke aftalens betegnelse, der er afgørende, men de faktiske forhold. SKAT og domstolene foretager en samlet konkret vurdering ud fra en række momenter, som i vidt omfang er fastlagt i praksis og i SKATs juridiske vejledning (bl.a. med udgangspunkt i cirkulære nr. 129 af 04/07/1994, pkt. B.3.1.1): (i) instruktionsbeføjelse — har hvervgiveren en generel adgang til at fastsætte instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, eller bestemmer den selvstændige selv metode og fremgangsmåde; (ii) økonomisk risiko — bærer den selvstændige selv risikoen for tab, herunder ved mangelfuldt arbejde, og har vedkommende mulighed for økonomisk gevinst afhængigt af arbejdstilrettelæggelsen; (iii) driftsmidler — stiller den selvstændige selv arbejdsredskaber, udstyr og eventuelt lokaler til rådighed for opgavens løsning; (iv) flere hvervgivere — arbejder vedkommende for flere kunder samtidig eller i praksis kun for én, hvilket taler for et de facto ansættelsesforhold; og (v) fakturering med moms — udsteder den selvstændige fakturaer inklusive moms som led i selvstændig erhvervsvirksomhed registreret hos Erhvervsstyrelsen (CVR-nr.), i modsætning til lønudbetaling med indeholdt A-skat. Konsekvenser af fejlklassificering: hvis samarbejdet reelt bærer præg af et lønmodtagerforhold på trods af aftalens betegnelse som freelanceaftale, risikerer hvervgiveren et efterfølgende krav fra SKAT om indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) med tilbagevirkende kraft, samt eventuelt bøde. Den, der udfører arbejdet, kan i visse tilfælde tillige påberåbe sig funktionærlovens beskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24/08/2017), herunder krav på opsigelsesvarsel og eventuel godtgørelse ved usaglig opsigelse, selvom parterne har aftalt et andet retsforhold. Det er derfor afgørende, at aftalen — og den faktiske udførelse af arbejdet — konsekvent afspejler en reel selvstændig erhvervsudøvelse. Væsentlige aftalevilkår: parternes identifikation (herunder CVR-nr. for den selvstændige), en præcis beskrivelse af de ydelser/leverancer, der skal præsteres, vederlagets størrelse og faktureringsvilkår (inklusive moms, betalingsfrist og eventuelle morarenter efter renteloven), en udtrykkelig uafhængighedsklausul der fastslår, at den selvstændige selv tilrettelægger sit arbejde og kan antage andre hvervgivere, regler om ejendomsret til og immaterielle rettigheder i det udførte arbejde (herunder eventuel overdragelse af ophavsret), ansvarsbegrænsning og krav om erhvervsansvarsforsikring, samt opsigelsesvarsel og -vilkår. Hvornår bruges aftalen: ved ethvert samarbejde, hvor en virksomhed ønsker at få leveret en ydelse af en selvstændig konsulent eller freelancer — f.eks. inden for IT-udvikling, design, kommunikation, rådgivning eller anden specialiseret bistand — uden at etablere et ansættelsesforhold. Almindelige faldgruber: at anvende en standardaftale uden at tilpasse den til de faktiske forhold omkring instruktion og kontrol, at kræve fast fremmøde og faste arbejdstider (hvilket taler for lønmodtagerstatus), at undlade en udtrykkelig uafhængighedsklausul, og at overse behovet for at regulere ejendomsretten til det udførte arbejde, herunder ophavsret til kode, design eller andet immaterielt indhold.